| Tilbage |
Efter morgenmaden var vi indstillet på at køre en tur. Vejret var gråt og det kunne give sne, men vi valgte alligevel at køre en tur. Jeg havde kig på en køretur på ca. 100 km, hvilket er passende efter danske forhold!
Vi startede med at køre til Vrådal Skicenter. Det skulle ses lidt an. Vi kunne se over til centret fra vores hytte og vi havde lagt mærke til, at skikanonerne havde kørt uafbrudt siden vi ankom. Den nederste del af bakken, der ironisk kaldes Danskerbakken, var åben for de, der vovede pelsen. Samtidig med, at skikanonerne producerede sne til bakken, var vejrguderne også begyndt at producere sne, så der vel var håb om, at hele skicentret snart kunne være i fuld drift.
Jeg må indrømme, at det rykkede noget i mig, for at få lov til at prøve at stå på ski igen. Det var over 10 år siden jeg sidst har prøvet det. Men en dags skieventyr er ikke nogen billig fornøjelse. Skileje og liftkort gør, at det koster flere hundrede kroner - det var jeg for nærig til - også fordi vejret ikke var supergodt.
Ungerne fik afreageret for deres slædekørsel for neden af skibakken og efter en halv time fortsatte vi turen vestud af Vrådal mod Vråliosen. På den ene side af vejen havde vi søen Vrådalvatn og på den anden side høje bjerge. Vejen var næsten hvid af sne, så det gik i meget moderat tempo (30 - 50 km./t.) mod Vråliosen. Vi vidste ikke, hvad der ventede os...
Efter Vråliosen var der ikke mere vand på den ene side af vejen. Vi kørte mod Dalen - og tænkte ikke over, at byen kunne være opkaldt efter det område, den var placeret i
Pludselig kunne vi se MEGET langt ned i en dal. På det tidspunkt var vi allerede igang med "nedstigningen" af sneklædte veje med hårnålesving. Marie var ikke så stolt ved det, for det var meget glat. Efter en mængde sving, nåede vi helt ned i bunden af dalen til byen Dalen. Vejret var ikke godt. Det sneede en del og selv om byen nok indbød til et ophold, havde alle lyst til at komme videre, for vi skulle jo nok op fra dette "hul" igen - og ja, det skulle vi. Snart gik det op på den anden side. Vejene var meget stejle og absolut ikke indbydende for en flok danske turister. Stemningen var meget trykket, mens Marie kæmpede en brav kamp. Flere gange smuttede bilens hjul på den glatte vejbelægning og vi frygtede at gå helt i stå, for hvordan skulle vi komme igang igen? Men det lykkedes og vi fortsatte mod byen Høydalsmo. Jeg tror nok, at vi alle gerne ville hjem nu, for vejret bød ikke ligefrem på nogen naturoplevelser, på trods af de meget utraditionelle oplevelser. Vi ærgrede os over, at vi ikke kunne nyde den fantastiske udsigt ned mod Dalen, men det havde vi ikke overskud til.
I Høydalsmo var der pause. Vi fandt en lille plads ved en rutebilstation. Her var der et venteværelse, hvor vi kunne spise lidt let til frokost, indkøbt i en butik inde ved siden af.
Mens vi sad i ventesalen, væltede det ind med busser i denne lille by. Flere gange holdt der både 3 og 4 busser rundt om vores bil, der åbenbart ikke var parkeret særlig heldigt. Hvem kunne dog vide det, når der tilmed ligger over 10 cm. sne.
Videre gik turen mod Morgedal og Kviteseid, som de fleste af os tidligere havde besøgt. Til vores store overraskelse var alt stadig lukket i Kviteseid - bortset fra en købmandsbutik, så snart fortsatte vi tilbage til Vrådal. Nu havde vi kun lige hårnålesvingene mellem Kviteseid og Vrådal tilbage, men det var småting i forhold til, hvad vi havde været udsat for ved Dalen!
Hjemme igen. Saunatur, et bad - og så var det min tur til at stå for aftensmaden. Det skulle være en orientalsk ret med skært oksekød, der marineres og frituresteges. Jeg slap ikke så heldigt fra det. Kødet skulle marinere i 3-4 timer men fik kun det halve. Så skulle kødet tørres af og paneres i kartoffelmel. Derefter skulle det frituresteges og med den mængde af kartoffelmel, vi havde på stykkerne, sugede kødet masser af olie til sig, hvorved det blev nogle store fedtmættede kødstykker og ikke lækre sprøde stykker, som jeg havde håbet på.
Nå, men det blev da spist...
Aftenen blev brugt til at få pakket en del og gjort klar til morgendagens afrejse.
På norsk tv så vi et flot tatoo-show fra Oslo, inden vi i fornuftig tid kravlede til køjs.
Kl. 8 var vi igang. Bilerne skulle pakkes og hytten gøres rent. Det sidste kunne vi godt betale os fra (400 kr.), men de penge kunne vi godt selv bruge!
Ca. 10 minutter over 10 var der blæst klar til afgang. Det havde atter sneet lidt om aftenen og vejret idag tydede på, at der ville komme mere sne, så vi gjorde klogt i at køre direkte til Kristiansand. Så kunne vi fordrive ventetiden med at kigge på forretninger i byen, hvorfra vi skulle sejle.
Vi var bestemt for en alternativ vej til Kristiansand. Vejen fra Kristiansand op til Vrådal forekom meget kringlet og med det dårlige vejr ville vi istedet satse på, at finde ned på hovedvejen mellem Oslo og Kristiansand, for her var vejforholdene nok bedre.
Men først gik det sydpå til Øy. Her drejede vi fra "Telemarksruten" nr. 41 og tog vej nr. 418 over Felle til Gjerstad, hvorefter vi ramte hovedvej E18. Vejen fra Øy viste sig at gå gennem en dal.
Det viste sig, at vi havde ret, idet hovedvejen var pænt farbar. Det sidste stykke til Kristiansand var saltet så nu lignede det jo næsten danske vinterforhold. Ellers er det værd at bemærke, at vejene i Norge ikke har samme standard som i Danmark. Landskabet tillader ganske simpelt ikke pæne lige veje. Hovedvejen, der må betegnes som det bedste i Norge, minder om landevejen mellem Hjørring og Frederikshavn med mange sving.
I Kristiansand fandt vi hurtigt ind til centrum og snart var bilerne parkeret få hundrede meter fra butikker. Det var bidende koldt, så vi fandt hurtigt frem til nogle butikker, hvor vi kunne få varmen. Udsalget var åbenbart allerede startet og ungerne kunne få sig et par forholdsvis billige støvler. Jeg var blevet forelsket i de norske strikketrøjer og jeg fik overtalt Marie til, at en investering på 1140 kr. i sådan en flot trøje, var en god ide! Det var jeg meget glad for!
Det blev mørkt og vi måtte hellere finde ned til havnen, der kun ligger ganske få hundrede meter fra indkøbsområdet. Vi holdt som nr. 3 i første række, men der var også et par timer til afrejse.
Ventetiden blev slået ihjel i et tårnlignende byggeri, der skiltede med salg af kaffe i toppen af bygningen. Det viste sig imidlertid, at cafeteriaet havde været lukket i flere måneder. De kunne nu nok have fjernet skiltene, så folk ikke behøvede gå forgæves op på 2. sal. Vi valgte at blive i "tårnet", for her var fin udsigt over havnen og med en anden båds ankomst og afgang, sker der altid noget.
Vores båd ankom og snart var vi ombord. Vi ville spise i en mexicansk restaurant og der var masser af plads. Der var ikke så mange med båden. Gitte valgte at sove. Hun var ikke så tryg ved sejlturen og vi andre skulle snart sande, at det ville blive en hård tur!
Mens vi sad og spiste kunne vi mærke, at bølgerne kastede rundt med skibet. Det var en noget anden oplevelse end, da vi sejlede til Norge for en uge siden!
Glassene strøg på gulvet flere gange rundt omkring os i restauranten. Men vi fik en masse god mad og et par øl, der for mit vedkommende måtte gøre det ud for søsygetabletter!
Tilsyneladende valgte kaptajnen at sætte farten ned. Ca. 3 kvarter før vi oprindeligt skulle ankomme til Hirtshals, meddeltes det, at vi var forsinket i 7 kvarter. Det var ikke rart at få at vide. Vi havde alle set frem til, at vi skulle få fast grund under fødderne.
Men tiden gik med indkøb i den toldfrie butik. Jeg havde egentlig bestemt mig for ikke at købe noget overhovedet. Priserne er tilpasset de norske passagerer og eksempelvis koster en Jubilæumsakvavit stort set det samme som i Danmark. En liter Laphroaig koster 306 Nkr og et karton cigaretter koster ca. 270 Nkr. Jeg gik ned for at ose i butikken og opdagede til min forbavselse, at alle varer var nedsat med 20 %! Jeg spurgte hvorfor det var tilfældet og fik at vide, at det skyldes, at der skulle sættes ny indretning op. Så ville de have ryddet lageret først.
Se nu var priserne pludselig i stil med de priser, vi ser på charterflyene og jeg glemte alt om søgang og kraftigt klirrende flasker. Jeg skovlede lidt spiritus og et par kartonner cigaretter ind. Derudover skulle jeg selvfølgelig have mine lakritsbåtar, som jeg aldrig har fundet andre steder end på færgerne til Sverige og Norge. De smager forbandet godt men forsvinder desværre som dug for solen, når en pose lukkes op. Hvad værre er: ungerne kan også lide dem!
Kl. 1:30 lagde vi til kaj i Hirtshals og snart gik det mod Hjørring. Gitte og Hans ville direkte til Kolding. Vi havde aftalt med mine forældre, at vi ville aflægge dem et visit i Frederikshavn, så vi kørte hver sin vej i Hjørring.
I Frederikshavn stod mine forældre klar med kaffe og ostemadder og snart var det nat efter en lang dag.
Turen sluttede så af - for vores vedkommende - med at vi kunne bytte julegaver i det nordjyske, spise en god frokost hos mine forældre - og køre hjem til Erritsø - med næsten en dags forsinkelse.
Det var så en alternativ jul. Jeg kan kun sige, at vi har været meget tilfredse. Ud over at holde jul i Norge, havde vi et klart mål med at få stresset af - og det fik vi vist allesammen. Det er ikke første gang vi rejste med Gitte og Hans (vi var i Paris tidligere i år) og til næste år skal vi mindsanten til Prag med dem også! Det har været en fornøjelse - og jeg er sikker på, at vi sagtens kunne finde på at holde jul på samme måde en anden gang!
Både Marie og jeg er enige om, at vi gerne vil besøge Norge igen. Vi kunne sagtens finde på at vende tilbage i sommermånederne, for der er virkelig meget flot at se på deroppe!
Erritsø den 30. december 2000
| Tilbage |